En livsceremoni - eller en borgerlig begravelse - er Et PERSONLIG OG MENINGSFYLDT FARVEL UDEN FOR FOLKEKIRKEN.
Begravelsen er en vigtig del af afskeden med et menneske. Men når døden indtræffer, er de færreste pårørende forberedt på det. Alligevel skal man inden for forholdsvis kort tid planlægge et farvel til den afdøde. Et farvel, som man senere skal se tilbage på som meningsfuldt.
En livsceremoni er en begivenhed, hvor man fejrer og mindes den afdødes liv på en personlig og uformel måde, typisk uden religiøst indhold. Formålet med ceremonien er at skabe en ramme, hvor familie og venner kan samles for at mindes, dele historier, oplevelser og anekdoter og sammen tage afsked med afdøde på en måde, der afspejler vedkommendes personlighed, værdier og livssyn. Livsceremonien er et alternativ til de traditionelle begravelsesritualer, især for mennesker, som ønsker en personlig afsked uden bindinger til bestemte traditioner eller religiøse overbevisninger.
Typiske kendetegn ved en livsceremoni:
• Personlig: Ceremonien tager udgangspunkt i afdødes liv og interesser og afholdes ofte i et kapel eller et sted, som havde særlig betydning for personen.
• Ikke-religiøs: I modsætning til traditionelle begravelser eller bisættelser med en præst, er livsceremonier sekulære og uden fast religiøs struktur.
• Uformel: Stemningen er naturligvis højtidelig, men kan også være mere afslappet, hvilket giver plads til nærhed og autenticitet.
• Inkluderende: Hvis familie og venner har overskud kan de inddrages aktivt, for eksempel ved at holde tale, dele minder eller medvirke med musik eller digtoplæsning.
• Fleksibel ramme: Livsceremonien kan finde sted før eller efter en kremering eller begravelse og der er stor frihed i planlægningen. Det skal være når det passer jer. Det er også muligt, at holde en ceremoni i hjemmet omkring urnen eller et billede.
I tæt samarbejde med jer sikrer vi, at ceremonien på en værdig måde afspejler både den afdødes liv og jeres ønsker. Når programmet er fastlagt, overtager vi som ceremoniledere ansvaret for ceremoniens gennemførelse fra A-Z.
Vi tager os af indholdet.
Alt det praktiske i forbindelse med en ceremoni overlader vi til bedemanden: finde kapel, arrangere blomster, hjælpe med at finde det rette sted til gravøl efter ceremonien mm. Vi anbefaler at benytte begravelsesfirmaet www.begravelsesservice.dk som bedemænd. Det er et meget moderne og fleksibelt bedemandsfirma, som vi arbejder rigtig godt sammen med. De varetager desuden bobehandling, hvis der er brug for det.
I er altid velkomne til at kontakte os i god tid, hvis I ønsker mere information om ceremonierne, eller hvis I ønsker at planlægge jeres egen afsked. Vi har erfaring i at hjælpe med forudbestilte begravelser for personer, der har taget stilling til deres eget farvel på forhånd.
Ved akut behov for assistance kan I ringe til os både dag og aften. Vi har til tider været i stand til at arrangere en ceremoni på under 48 timer, hvis alt falder på plads - se kontaktinfo øverst på siden.
PRAKTISK
Hvis I har brug for hjælp til at arrangere en Livsceremoni, vil vi varmt anbefale, at I kontakter os så tidligt som muligt. På den måde kan vi mødes til en samtale, hvor vi sammen planlægger ceremonien, ser på de praktiske detaljer og taler om, hvad der skal indgå i en mindetale, hvis I ikke selv ønsker at tale.
Nogle gange mødes vi med én enkelt person, andre gange er flere samlet omkring bordet – og uanset hvem vi møder, om det er én eller mange, unge eller ældre, er det en stor ære at få den tillid det er, at få lov at høre alt om et menneskes liv og betydning for de efterladte. Vi bliver ofte rørt og inspirerede af de mange smukke og dyrebare historier, vi får lov at dele i ceremonien.
I god tid - eller sidste øjeblik?
Hvis I har brug for hjælp til at arrangere en begravelse eller en ceremoni, vil vi anbefale, at I kontakter os så tidligt som muligt efter dødsfaldet. På den måde kan vi mødes i en rolig stund og planlægge ceremonien med god tid til at gennemgå alle de praktiske detaljer, lægge et program og tale om eventuelle indslag, sangvalg, mindetalen – og hjælp til, hvis I ønsker at udtrykke jeres tanker.
God tid er naturligvis ikke altid muligt, når det gælder dødsfald og bisættelser – og vi har også klaret en del begravelser med få dages varsel, på grund af vores mangeårige erfaring.
Til samtalen mødes vi med en eller flere mennesker omkring bordet. Og uanset om vi taler med én eller mange, unge eller gamle, føler vi altid, at det er en stor ære og tillidserklæring at blive betroet de dyrebare minder og historier om en elsket, der er gået bort. Vi føler os ofte både rørt og inspireret af de smukke fortællinger, vi får lov at dele og ære i ceremonien. Derfor bliver vores mindetaler meget præcise og personlige.
FAQ om ceremonier og begravelser – få klarhed over begreberne
1) Hvad er forskellen på en borgerlig begravelse og en Livsceremoni?
En borgerlig begravelse er en ceremoni uden præst, som de efterladte selv arrangerer.
Ved en Livsceremoni tager vi som ceremoniledere ansvaret for at guide jer igennem hele forløbet, fra planlægning til afvikling.
Vi mødes og samarbejder med jer om at skabe en personlig og meningsfuld ceremoni, som bygger på jeres input, den afdødes livsbane, holdninger og værdier.
Vi byder velkommen, præsenterer programmet, hjælper med musik og sange, holder mindetale og afslutter med de ritualer, I ønsker.
Hvis I selv ønsker at holde mindetale eller bidrage med egen ord, hjælper vi med at integrere disse på en god måde og står klar i baggrunden, hvis stemmen svigter.
I kan få lov at bidrage på den måde, som I har lyst til og vi inddrager gerne alle gæsterne med lystænding eller andre ritualer. Aktiv deltagelse er godt – men kun i det omfang, som man kan overskue og har overskud til.
En Livsceremoni kan foregå i et kapel, kulturhus, i private hjem, på en båd eller hvor familien ønsker det og hvor der er god plads til en evt. kiste eller en urne.
2) Hvad er forskellen på en bisættelse og en begravelse?
En bisættelse er en ceremoni for en person, der bliver brændt/kremeret (begge ord benyttes) efter ceremonien. De efterladte modtager efter et par uger en urne med asken, som kan nedsættes på en kirkegård, skovkirkegård eller strøes over havet efter tilladelse fra Kirkeministeriet.
En begravelse er en ceremoni, hvor kisten efter ceremonien bæres ud og nedsættes i en grav. Det kaldes også en jordfæstelse, når kisten nedsænkes. I Danmark bliver ca. 90 % af de afdøde kremeret, men de fleste af os taler stadig om "begravelse" som betegnelsen for ceremonien.
3) Skal vi bruge en bedemand?
Det korte svar er ja. Bedemanden sørger for alt det praktiske som papirarbejde med det offentlige, transport, bestilling af kapel, kiste, blomster og gravsted. De tager sig også af aftaler med alle involverede parter. Selvom det er muligt at ordne det selv, er det en stor opgave, og det kræver både tid og ressourcer. Bedemanden har ikke noget med selve Livsceremonien at gøre.
4) Hvad med sang og musik?
Musik og sang er kraftfulde måder at mindes på og kan røre dybt i hjertet. Der er flere muligheder afhængigt af jeres ønsker:
- Fællessang med akkompagnement – eventuelt downloadet.
- Live-musik – måske med solosang.
- Musik afspillet fra anlæg.
Vi er glade for at hjælpe med det hele og har forslag til et stort udvalg af musik, der passer til begravelser, samt et netværk af dygtige musikere i alle genrer.
5) Hvem henvender Livsceremonier sig til?
Vi tilbyder vores hjælp til alle, der har brug for støtte til at arrangere en afskedsceremoni for en elsket. Det gælder alle uanset alder, baggrund og livssituation.
Vi har hjulpet mange familier, og vi kan rumme alle typer af sorg – fra naturlige eller ulykkelige dødsfald hos ældre mennesker, til den dybe sorg efter et barn eller en ung person, der er gået bort af sygdom, ulykke eller selvmord.
Vi har selv mistet et barn og forstår den smerte, som de efterladte står i, og vi er her for at hjælpe med at skabe en smuk, meningsfuld og personlig ceremoni.
6) Hvad hvis man er medlem af Folkekirken?
Alle er velkomne til at kontakte os, uanset kirkesamfund eller tro/ikke-tro.
Vi hjælper også mange ’kultur-kristne’, der er medlem af Folkekirken, men som ønsker en mere personlig eller uafhængig afsked. Vi holder også af salmerne og har indimellem brugt et Fadervor, hvis det er ønsket.
7) Er der noget, man ikke må til en Livsceremoni?
Nej, men vi følger vores eget moralske og etiske kodeks, men vi har aldrig været nødt til at afvise et ønske om et indslag fra de efterladte eller andet.
De fleste ceremonier følger den samme dramaturgi i programmet: Velkomst, sang, tale, sang, ritual og udgang. Men vi arbejder altid på at gøre dem personlige og skræddersy dem til den afdøde og de pårørendes ønsker. Vi kan sagtens ændre på programmet eller starte bagfra, hvis det giver mening for jer. Men vi guider jer i det.
Vi har for eksempel spillet ’Nothing Else Matters’ med Metallica på fuld kraft til en ung mands begravelse og delt en valnøddesnaps, som den ældre, afdøde kvinde selv havde brygget, så de efterladte kunne få sig en dram, da de stod samlet rundt om kisten, som en smuk hilsen fra afdøde og en stor hyldest til livet.
8) Hvor kan vi afholde en ceremoni, hvis vi ikke ønsker at benytte et kapel?
Hvis vi har en kiste, skal der være mulighed for en sober håndtering af kisten. Hvis vi har en urne, kan vi være alle steder. Vi har også afholdt ceremonier, hvor et billede af den afdøde står på et bord med blomster og lys omkring det. Det kan være meget smukt og personligt.
Vi kan godt lide at være de steder, hvor man kan blive hængende til gravøl efter ceremonien, så man slipper for at skifte lokalitet.
Mulighederne er mange – fra et teater eller en anden smuk sal til hjemme i stuen haven, hvis der er plads til gæsterne, eller ude i naturen. Det skal bare føles helt rigtigt for jer.
9) Indledende samtale.
Ind i mellem mødes vi med mennesker, der ønsker at bruge os til deres begravelse, når de engang dør.
Det er både mennesker, der ved de skal dø inden for ikke så længe, men også mennesker, der bare vil være i god med, at planlægge deres egen begravelse. Respekt for det, det letter besværet for de efterladte, når den del er planlagt på forhånd. Det kan også være indledning en snak om døden med sin familie, som mange ikke tør tage. Og det er et privilegie for os, at møde det menneske, vi på et tidspunkt skal begrave.
Vi kigger på praktik: hvor skal det foregå, hvad skal vi spille synge, hvor skal der være gravøl, ønsker til kirkegård mm. Alle de ting kommer der styr på og papirerne ligger ved de andre vigtige papirer, man nu har og evt. hos en advokat, hvis der er testamente. Og ikke mindst hos de efterladte og os.
10) Valg af gravsted
Kirkegård
På en kirkegård er der flere muligheder og priser.
Man kan vælge et privat gravsted, med hæk omkring, med plads til en eller flere kister.
Man kan vælge et urnegravsted, med kæk omkring, med plads til en eller flere urner.
Eller man kan vælge et gravsted i en ’fællesplæne’ eller fællesgrav (tidligere benævnt ’de ukendtes’ – et meget trist udtryk), hvor der ikke er synlig markering af de enkelte gravsteder.
Alle kan købe et gravsted på en kirkegård. Men hvis man ikke har været medlem af Folkekirken er det lidt dyrere, da noget af kirkeskatten går til drift af kirkegårdene.
Skovbegravelse
En skovbegravelse er en alternativ måde at blive begravet på. I stedet for at blive nedsat på en kirkegård, placeres urnen med den afdødes aske i den naturlige skovbund, typisk under et træ. Jorden er ikke indviet, hvilket betyder, at begravelsen er neutral i religiøs forstand. Derfor tiltaler denne form for afsked ofte mennesker, der ikke er knyttet til en bestemt religion, eller dem, der ønsker en mere jordnær afslutning.
Skovens naturlige omgivelser skaber en rolig og smuk ramme for både den afdøde og de pårørende, der besøger gravstedet. Et af de praktiske fordele ved en skovbegravelse er, at gravstederne ikke kræver vedligeholdelse, da de skal integreres i naturen uden forstyrrelser.
Askespredning
Askespredning er en symbolsk måde at tage afsked på og interessen for denne type bisættelse vokser i Danmark. En populær form er at sprede asken over havet, især hvis havet havde en særlig betydning for den afdøde, eller hvis der ikke ønskes en ceremoni med religiøse elementer.
Der er dog strenge regler og love, der regulerer askespredning, som I skal undersøge med bedemanden. Fx skal askespredning udføres mindst 200 meter fra kysten, enten over åbent hav eller i en stor fjord og der skal søges tilladelse fra Kirkeministeriet forinden.
11) Åben kiste?
I gamle dage var døden en meget større del af hverdagen - man døde hjemme og lå som regel til skue på stuebordet, så alle kunne komme forbi og sige farvel, se her Michael Ankers maleri af ’Den døde Fisker’ og børnenes nysgerrighed.
Men kort fortalt begyndte vi i forrige århundrede at leve længere og dø på hospitaler og dermed forsvandt døden ud af vores åsyn (læs evt. mere i en klumme jeg har skrevet her: https://levlykkeligt.dk/forum/bryllup_og_begravelse_uden_folkekirken/vi_vil_hellere_tale_om_sex_end_om_døden
Men vi er ved ’at tage døden tilbage igen’, som mange siger og en af måderne er, at man vælger at dø hjemme, hvis det er muligt, samt at de pårørende bliver mere inddraget i hele processen. Det kan man dele med familie og venner ved at have åben kiste – enten hjemme inden kisten bæres ud til rustvognen eller til ceremonien, ved at lade kisten stå åben inden den starter eller evt. under ceremonien. Det giver en tryghed for, at det er den rette, der ligger i kisten og er en meget betydningsfuld del af sorgprocessen.
HUSK at børn er så naturlige i deres tilgang til liv og død, så tænk meget over jeres italesættelse af det. Jeg har fx hørt forældre sige: ’Du skal ikke være bange for at se mormor i kisten’. Nej, den skal vendes om og man skal fx sige: ’Nu skal vi sige farvel til mormor, som ligger kisten – og det ser ud som om sover’. Gør det positivt og uproblematisk.
Tag en snak med bedemanden og os, hvis I har brug for det, så skal vi nok vejlede og hjælpe jer med det. I de fleste tilfælde er det en meget fredfyldt oplevelse og vi skal nok sige til, hvis vi ikke tror, det vil være et pænt syn.
Kontakt Ane på 26 12 26 29 eller ane@livsceremonier.dk
Vi anbefaler at benytte begravelsesfirmaet www.begravelsesservice.dk som bedemænd. Det er et meget moderne og fleksibelt bedemandsfirma, som vi arbejder rigtig godt sammen med. De varetager desuden bobehandling, hvis der er brug for det.